Du er ønsket gravid

Tillykke med graviditeten! Hvis du ikke allerede er i gang med at tage 400 mikrogram folsyre og 10 mikrogram D-vitamin, kan du starte nu. Se information om kosttilskud længere nede på siden.

Når du finder ud af, at du er gravid, skal du kontakte os hurtigst muligt for at få planlagt dit graviditetsforløb i klinikken.

Du skal selv booke alle tider i klinikken, og du vil automatisk få en indkaldelse i E-boks til de jordemoderkonsultationer, som foregår på hospitalet. Hvis du ikke har fået det inden uge 15, skal du kontakte klinikken.

1. graviditetsundersøgelse omkring uge 6-10

Vi udfylder dine graviditetspapirer og henviser dig til jordemoderforløb. Vi tager en blodprøve, måler dit blodtryk, vejer dig og undersøger din urin. Du får information og rådgivning om dit videre graviditetsforløb.

Du bliver senere i graviditeten tilbudt en nakkefoldsscanning (1. trimesterscanning) og en skanning i uge 18-20. Ønsker du en tidlig scanning, som kan bekræfte, at graviditeten sidder korrekt i livmoderen, viser hjertelyd og giver en foreløbig terminsvurdering, tilbyder vi i klinikken en tidlig scanning i uge 7-12 ved vores erfarne jordemoder Mie (Der skal bestilles en ekstra tid til denne scanning, pris 495,- inkl. print).

2. graviditetsundersøgelse omkring uge 25

Vi måler dit blodtryk, vejer dig, undersøger din urin, måler livmoderen og lytter til barnets hjerte. Der skal evt. tages en ekstra blodprøve. Vi snakker om, hvordan graviditeten går. Vi drøfter kighostevaccination og evt. influenzavaccination. Husk at komme lidt før, så du kan nå at lave en urinprøve.

3. graviditetsundersøgelse omkring uge 32

Vi måler dit blodtryk, vejer dig, undersøger din urin, måler livmoderen og lytter til barnets hjerte. Vi snakker om, hvordan graviditeten går. Vi drøfter kighostevaccination og evt. influenzavaccination. Husk at komme lidt før, så du kan nå at lave en urinprøve.

4. graviditetsundersøgelse, 8 uger efter fødslen

Her taler vi om, hvordan fødslen er gået, og om der har været nogle problemer. Vi taler om, hvordan det er at blive forældre, prævention og laver en gynækologisk undersøgelse, hvis du ønsker det.

Scanninger

Du bliver tilbudt nakkefoldsscanning i graviditeten (1. trimesterscanning) og skal selv booke tiden på 1. trimesterskanning (regionh.dk) Du skal have taget en blodprøve en til to uger før scanningen, blodprøven kan ikke tages hos os.

Du bliver også tilbudt en skanning omkring graviditetsuge 18 – 20. Du får tiden med, når du har været til nakkefoldsscanning.

Kosttilskud i graviditeten

  • Folsyre: 400 mikrogram dagligt fra graviditeten planlægges til og med tre måneder henne i graviditeten.
  • D-vitamin: 10 mikrogram dagligt i hele graviditeten.
  • Jern: 40-50 mg jern dagligt fra graviditetsuge 10.
  • Kalk: Hvis du ikke indtager en halv liter mælkeprodukter dagligt, så tag et tilskud på 500 mg kalk dagligt gennem hele graviditeten.

Tilskuddene kan også tages som en multivitaminpille til gravide. Vær dog opmærksom på, at de ikke indeholder nok kalk og jern. Dette skal tages separat.

Ved spørgsmål omkring medicin eller kosttilskud i graviditeten, som egen læge eller jordemoder ikke kan svare på, kan TrygMor på Bispebjerg Hospital kontaktes på telefon 38 63 63 63, mandag og torsdag klokken 9-12.

Apps og øvrig information

Vi anbefaler, at du læser Sundhedsstyrelsen information til gravide ”Sunde vaner”. Du finder informationen her Sunde vaner – før, under og efter graviditet – Sundhedsstyrelsen

Du kan evt. bruge følgende apps

  • “Min graviditet”
  • “FAR – godt fra start”
  • “Min baby – det første år”

Ammevejledning og trivsel hos mit spædbarn - vi har flere tilbud til dig under din graviditet og tiden efter

Amning: Allerede under din graviditet kan du tale med vores jordemoder Mie om amning. Det kan være en god forberedelse at tale om dine og din partners tanker og forventninger til amning inden fødslen. Men du er også velkommen til at booke tid til ammevejledning sammen med din baby. Du kan bestille tid via "Selvbetjening" her på hjemmesiden eller ringe til os.

Trivsel hos mit spædbarn: Er du i tvivl, om dit spædbarn trives, fx. tager nok på i vægt, kan du bestille tid hos vores jordemoder Mie, som kan undersøge din baby og sammen med dig lægge en plan for god trivsel. Du kan bestille tid til dig og dit spædbarn via "Selvbetjening" her på hjemmesiden eller du kan ringe til os.